X

Fortrolighed & Cookies

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du brugen af dem. Få mere at vide, herunder hvordan du styrer cookies.

Godt!

Annoncer

“Kode 99, ICU, Kode 99, ICU” Ordene en læge aldrig ønsker at høre. De ord, der kun betyder én ting. De ord, der bringer ødelæggelse over så mange mennesker. De ord, jeg ikke ønskede at høre min anden aften på vagt med Dr. Goldner. Ordet kode bruges i så mange forskellige situationer på et hospital, men er enslydende med én ting, nemlig død, ingen hjerteslag. Nogle gange henviser kode til et par andre ting, men for det meste, når ordet kode kommer over intercom’en, spændes hospitalet sammen og forbereder sig på at løbe til stedet for koden.

Omkring midnat kom Zondervan (navne ændret af identitetshensyn) ind med vejrtrækningsbesvær og kvalme. Dr. Goldner begyndte undersøgelsen, som han plejer at gøre, idet han troede, at det var noget rutinepræget. Efterhånden som tiden gik, blev Zondervans vejrtrækning mere og mere besværlig, mere og mere vanskelig. Zondervan havde også pulmonal hypertension. Dr. Goldner talte med ægtefællen og foreslog, at Zondervan blev intuberet, så hans/hendes åndedrætssystem kunne hvile. Efter intubationen blev Zondervans helbred stadigt dårligere. Det var svært at få en puls, og til sidst blev der lagt en central linje i femoralarterien. Herefter blev Zondervan kørt til CT og derefter til intensivafdelingen.

Natten fortsatte med at gå, som den havde gjort før, meget travlt, med patient efter patient, der kom ind for det ene og det andet. Vi havde et modificeret traume. En mand var beruset og kørte på sin firehjulstrækker klokken et eller to om natten og kørte galt. Han brækkede sin arm og sit ansigt. Hele natten var alle 11 senge på skadestuen tilsyneladende fyldt op.

Forinden Zondervan kom ind, talte jeg med Dr. Goldner om koder. Jeg spurgte ham, hvor ofte de kommer ind, og hvor ofte de sker inden for hospitalet. Han sagde, at de ikke skete særlig ofte, åh, hvor viste det sig at være skæbnesvangre ord. I den hektiske travlhed omkring kl. 4 om morgenen, mens jeg sad i en stol og læste i min celle- og molekylærbiologiske bog, kom de forfærdelige ord over intercom’en: “Code 99, ICU, Code 99, ICU”. Mine øjne blev store, og jeg sad der og var ikke sikker på, om jeg skulle gå eller ej. Dr. Goldner kaldte mig med, og vi skyndte os af sted til intensivafdelingen. Da vi ankom, så vi det, som vi ikke ønskede at se, men som vi så forventede at se. Der stod Zondervan og kodede lige for øjnene af os. Der var omkring 15 mennesker i rummet, nogle var i gang med genoplivning, andre kiggede bare på, mens hendes ægtefælle så vantro til. Efter tre eller fire minutter blev pulsen, en svag puls, genoprettet. Zondervan havde overlevet koden, men det var ikke forventet, at den ville overleve til i morgen. Det viste sig, at hun havde en bilateral lungeemboli.

Denne nat vil leve videre i mit minde for altid. Jeg vil aldrig glemme dødens blå ansigt. Det var min første oplevelse med døden, og det bliver ikke min sidste, det er jeg sikker på. Det er så surrealistisk. Det faktum, at jeg så personen i live og vågen, og så var hun død, bare sådan lige på fire timer. Det får en virkelig til at tænke over de mennesker, man møder. Hvor mange af dem dør, efter at man har mødt dem?

Reklamer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.